Menu

Mindeord for Finn Karl Thorsøe Larsen

Susanne Mounaix
01. juni 2015 kl. 00:18
Det er med stor sorg, at vi må meddele at Orient Fodbolds mangeårige og elskede medlem Finn Karl er gået bort efter kort tids sygdom.

Et stort og elskeligt menneske er gået bort.

Finn Karl blev kun 67 år, og han vil blive savnet af os alle, hver og én.

Med sit altid smittende og gode humør kunne han selv på en grå og kedelig regnvejrsdag få os alle til at smile. Han var et godt og meget rummeligt menneske. Alle blev altid behandlet ens og han støttede og opmuntrede alle - uanset alder og køn. Han var et ikon og med til at bygge bro mellem spillerne og holdene med sit dejlige og ligefremme væsen. Et kys på kinden fra Finn Karl til os tøser, når han kom op i klubben: Normalt og uundværligt!

Alle i Orient Fodbold kendte Finn Karl, både høj og lav, ung og ældre. Han startede i 1998, hvor sønnen Rasmus (Ralle) begyndte til fodbold, og han fulgte årgang 92-holdet hele vejen. Han var med på samtlige træningsture; i starten til Kobbelsø og Skovly med de yngste og sidenhen med de ældste til udlandet: Lige fra den første tur til Holland og de følgende til Prag, Tyskland, Tyrkiet etc.

Finn Karl blev lynhurtigt et elsket og skattet medlem, som også gjorde sig bemærket i støtteforeningen "OrientExpressen"hvor han lige til det sidste trak numrene op af posen til vores månedlige bankospil.

Også som dommer var Finn Karl aktiv. Han dømte mange af Orients kampe og rigtig mange unge spillere husker, at han pludselig i en naturlig pause i kampen, kunne finde på at trække et stykke druesukker op af lommen: "Det har du vist brug for lige nu"

Han dømte også et væld af kampe for unionen, og vi kan takke Finn Karl for, at de fleste spillere i Orient kan udføre et korrekt indkast!

Finn Karls altid positive indstilling og vindende væsen var medvirkende til at give os fantastiske oplevelser, som vi alle vil huske fremover. Mange medlemmer har deres helt egne små citater/anekdoter:

"Under den hvide bro" sunget i mikrofonen med det "par" som Finn Karl nu havde spottet på turen
Den sædvanlige bestilling i Hulen: En Is-te og en Skildpadde
Tag det væk fra min nethinde
Jeg skal have påskeæg med hjem til Ida
Føøøj for Puttgarden
Vi stiller op i vifteform; med en indianer på toppen
Vi skal altså bare se Paradise Hotel, piger

Også I Rødovre Boldklub havde de glæde af Finn Karl og værdsatte ham for hans givende væsen, ligesom i B77, hvor han også var en velkendt person. Ishockey klubben var også i hans sfære - ja hele Rødovre var hans område med en enorm omgangskreds, hvor han var både vellidt og respekteret.

Finn Karl var indbegrebet af Orient Fodbold: Venskab, åbenhed, rummelighed og selvfølgelig: Fodbold

Det er allerede et stort tomrum og vi vil alle savne dig, Finn Karl.

Du var en guttermand

Vi vil savne dig

Æret være Finn Karls minde

Luk